MASH lancerer verdensklasse brunch i Bredgade

På MASH Skovriderkroen i Charlottenlund sker der noget helt særligt hver lørdag og søndag formiddag. Danskerne strømmer til, når restauranten omdannes til et sandt brunch-paradis. Netop den brunch kan københavnerne nu se frem til, når MASH Bredgade den 4. marts lancerer det, de selv kalder verdensklasse brunch. 

Brunch er et af danskernes mest veletablerede weekendritualer. Den fås i alle afskygninger - både med og uden bobler, som buffet og portionsanrettet - men få steder er den lige så gennemført og velbesøgt som hos MASH Skovriderkroen, der har haft stor succes med deres brunch siden lanceringen i 2012. Hver weekend-formiddag lægger 500 danskere vejen forbi MASH Skovriderkroen, og den 4. marts kommer brunchen til København hos den første og originale MASH på Bredgade. 

- På Skovriderkroen kan vi tydeligt mærke, at brunch-gæsterne i stor stil kommer fra de omkringliggende, nordsjællandske byer, og derfor glæder vi os til nu at kunne tilbyde den samme luksuriøse oplevelse i indre by, fortæller Mikkel Glahn, partner og marketing manager i Copenhagen Concepts, der er selskabet bag MASH, Umami og Le Sommelier. 

Brunchen på Bredgade kommer da også i vid udstrækning til at minde om den, der serveres med stor succes på MASH Skovriderkroen, som indtil nu har været den eneste af MASH’ snart 10 restauranter, der tilbyder brunch. 

Kvalitet bestemmer udvalget 
Gæster kan forvente det absolut bedste fra det europæiske og amerikanske køkken med råvarer af allerhøjeste kvalitet, og brunchen inkluderer naturligvis også steak og bearnaise. 

- Hvis man skal prøve vores brunch i Bredgade, skal man forberede sig på kvalitet frem for kvantitet – ganske ligesom hvis man kommer om aftenen. Vi tør godt love, at det bliver noget helt specielt, lyder det fra Mikkel Glahn, som fortsætter: 

- MASH er jo først og fremmest en restaurant, og derfor bliver vores brunch ikke den samme, som du kan spise på enhver travl café. Med vores eksisterende erfaring og setup gør vi brunch på MASH til en helt særlig oplevelse på både kvalitet og service, slutter Mikkel Glahn. 

  • MASH Bredgade lancerer brunch lørdag den 4. marts 2017 
  • Bordbooking åbner mandag den 20. februar på mashsteak.dk 

Skrevet i Nyheder; Stikord: Brunch, Steak, MASH, service, quality, news, champagne, bubbles, weekend; Skrevet for 10 måneder siden af MASH

Tags

Se flere