MASH – Modern American Steak House
MASH – Modern American Steak House

Tilbageblik på eventyret i London

Tilbageblik på eventyret i London

Sommeren nærmer sig efterhånden sin afslutning med enden af august. På MASH har vi tilbragt den med at levere unikke madoplevelser til vores mange gæster – og vi har arbejdet intenst på vores nye website, som lanceres i dag.

Sidste år på denne tid var det planlægningen af åbningen af MASH i Brewer Street i London, der fyldte vores tanker og kalendere. Vi havde netop overtaget lokalerne i den historiske bygning i Soho. En bygning så gammel  og fin, at væggene i lokalerne var fredet som nationalarv og skulle flyttes ud, inden vi kunne begynde at pudse det hele op. Sjælen i rummene blev dog bevaret og forenet med MASH’s design.

Vi var meget spændte omkring vores første udenlandske satsning. Hvordan ville en metropol med så hård konkurrence, ikke mindst på steak houses, modtage vores dansk/amerikanske koncept?

Det gik over al forventning. Lokalerne var fulde af forventningsfulde gæster til åbningsfesten i november  - vi kunne ikke have ønsket os en bedre velkomst i London. Siden da er det gået med fuld fart frem for vores kolleger på Brewer Street.

I juni i år nåede vi en milepæl, da vi modtog TripAdvisor’s Certificate of Excellence. En titel, der gives til de 10 procent restauranter verden over, som igen og igen bliver ratet af gæsterne. Den er særdeles vigtig for os, fordi vi ikke gør brug af store annoncer i kulørte magasiner– men sætter vores lid til, at vores gæster værdsætter vores kvalitet og service – og kommer igen.

På vinområdet har MASH London også gjort sig bemærket. Det engelske magasin Tatler nominerede os for bedste vinkort 2012/2013. Vores danske chefsommelier i London, Christian Jacobsen, strålede af professionel stolthed. Da vinmagasinet Decanter lagde en Award of Excellence oveni, var Christian ikke til at skyde igennem.

Det er blevet til flere nomineringer til awards, blandt andet for vores design. Lige nu er vi shortlisted som én af fire restauranter til at modtage Caterer Magazines pris som bedste arbejdsplads i restaurationsbranchen 2013. Arbejdsmiljøet og vores samarbejde som et team er helt afgørende for os – og vi vil gerne kunne fortælle verden, at vi ikke alene har nogle af de mest talentfulde medarbejdere i branchen, men også de mest tilfredse. Vi venter i spænding på uddelingen af prisen til oktober.

Eventyret i London har givet os lyst til at begive os ud i resten af verdenen. Og jeg ser frem mod næste sommers store projekt for MASH.